Forretningsanalyse er mere end detaljerede krav

Blog, 23, juni 2025

Blog, 23, juni 2025

Bliver du som forretningsanalytiker ofte reduceret til en ”krav-maskine” med en bestilling som input?

Du kender sikkert scenariet: En interessent kommer med et konkret ønske til funktionalitet, og din rolle begrænses til at nedskrive, forfine og videreudvikle krav inden for en snæver ramme, uden et bredere strategisk perspektiv.

Når det strategiske blik mangler

Hvor de store projekter typisk har en business case, vision og overordnede krav på plads, mangler den strategiske ramme ofte i teams, der arbejder med løbende produktforbedringer. Det er helt normalt, at strategianalyse er nedprioriteret til fordel for de daglige udfordringer. Den daglige forretningsdrift er trods alt vigtigst. Hvis strategien dog helt overses som en del af forretningsanalyse, så bliver resultatet, at teamet ukritisk forsøger at imødekomme alle interessenters ønsker som lige relevante.

Uden en klar vision eller strategi at navigere efter udvikler produktet sig over tid til et spindelvæv af funktionalitet, der forsøger at imødekomme alles ønsker, men ender med ikke at gøre noget særligt effektivt eller ensartet. Dette er ikke bare et problem for produktet. Det er en signifikant udfordring for organisationen, som over tid får løsninger, der sander mere og mere til og dermed begrænser organisationens muligheder for at agere strategisk og effektivt.

Agil forretningsanalyse på tre niveauer

IIBA’s model ”Three Horizons” beskriver agil forretningsanalyse som en vekselvirkning mellem tre forskellige niveauer:

  • Strategy Horizon: Her arbejdes med organisationens mål, vision og overordnede retning.
  • Initiative Horizon: Mellemlaget, hvor strategien omsættes til konkrete initiativer.
  • Delivery Horizon: Det operationelle niveau, hvor de detaljerede krav udarbejdes og implementeres.

Alt for ofte er forretningsanalytikere fanget i Delivery Horizon, mens de mangler indsigt og indflydelse på de to andre niveauer. At være en effektiv forretningsanalytiker handler om at kunne navigere på alle tre niveauer. Det kræver ikke, at du skal bruge lige meget tid på alle niveauer, men at du har blik for sammenhængen mellem dem.

Forretningsanalytikerens daglige virkelighed

I praksis kan det være svært at hæve blikket. Forretningsanalytikeren er ofte fanget i en dagligdag, hvor fejl, smårettelser, styring af leverandører og andre driftsopgaver dominerer. Tiden til strategisk tænkning er begrænset, og du har måske ikke formel autoritet til at udfordre bestillingerne, men du kan stadig tage initiativ til at skabe mere balance mellem drift og strategi.

Fra tanke til handling

Hvordan arbejder du så praktisk med strategi i et team med fokus på løbende produktforbedringer? Her er nogle konkrete ideer:

  • Spørg konsekvent ind til “hvorfor” bag hver bestilling. Hvad er det egentlige problem, der skal løses, og hvordan passer det ind i den større sammenhæng?
  • Saml og fremhæv mønstre i de bestillinger, der kommer ind, og brug dem til at udlede overordnede behov og retninger.
  • Facilitér workshops med interessenter, hvor I sammen udforsker den strategiske retning for produktet.

Den strategiske forståelse, du opbygger, vil direkte forbedre kvaliteten af dine krav. De detaljerede krav bliver markant bedre, når de skrives med afsæt i en klar strategisk forståelse. De får retning og sammenhæng i stedet for at være fragmenterede svar på enkeltstående bestillinger. Du vil opdage, at du hurtigere kan prioritere og beslutte, hvad der giver mening at implementere, og hvad der bør afvises eller udskydes.

Er du klar til at bryde ud af detaljefælden?

Spørg dig selv: Hvor meget af din tid bruger du på at skrive detaljerede krav sammenlignet med at forstå og påvirke den strategiske kontekst?

Som forretningsanalytiker har du en unik mulighed for at være brobygger mellem organisationens strategiske behov og de konkrete løsninger. Selv i teams med fokus på daglig drift kan du tage de første skridt mod en større strategisk bevidsthed. Start med at stille flere strategiske spørgsmål, og vær bevidst om at placere de detaljerede krav i en større sammenhæng. Det første skridt er at erkende, at forretningsanalyse er meget mere end detaljerede krav.

Vil du lære med om forretningsanalyse?

TestHuset tilbyder kurser, der hjælper med at udvide dit fokus. Her får du ikke blot øvelser i at skrive gode krav, men en dybere forståelse af, hvordan du arbejder systematisk med forretningsanalyse.

Vores kurser inkluderer Grundlæggende Krav, IREB Requirements Engineering Foundation, Certified Agile Business Analyst, og Forretningsanalyse i agile projekter.